Martingalen er en af de mest brugte hjælpetøjler, som vi møder både i sporten og i fritidsridningen. Anvendelsen er ret bred, og brugt rigtigt kan den gøre stor gavn for både ryttere og heste på forskellige uddannelsesniveauer.
Men ved du præcis, hvordan martingalen virker, og hvordan du tilpasser den, så den virkelig gør sit arbejde?
De spørgsmål og mange andre om martingalen vil vi forsøge at besvare i denne artikel.
Hvordan er en martingal til hest opbygget?
Den klassiske martingal har form som et Y og består af to dele:
brystremmen – det er den længere rem, der i den ene ende slutter i en løkke, som vi fører gjordenigennem. Løkken kan justeres, og det er med den, vi kan forlænge eller forkorte martingalen. I den anden ende deler brystremmen sig i to smallere remme, der slutter i metalringe, som tøjlerneløber igennem. Når man bruger martingal, anbefales det at bruge såkaldte tøjlestoppere. Takket være disse små dele i gummi eller læder, der sidder på tøjlerne, glider martingalens ringe ikke for langt frem og hægter sig hverken i biddetsringe eller i hestens mule.
halsremmen – det er en bred løkke, som, navnet til trods, ligger om hestens hals. Halsremmen kan også justeres i længden, så den kan tilpasses vores hests størrelse. Halsremmen giver desuden ekstra sikkerhed for rytteren, der altid kan gribe fat i den, fx på heste, der bukker kraftigt (nyttigt i arbejdet med unge heste).
Martingaler er oftest lavet af læder, men vi møder også modeller af bånd eller andre syntetiske materialer som plast eller biothane. De fleste ryttere foretrækker lædermartingaler på grund af deres vægt og den lille risiko for gnavsår. Ved en lædermartingal er vedligeholdelsen vigtig, så læderet forbliver blødt og let elastisk. Læder uden ordentlig pleje er langt mere udsat for revner og brud, især ved en martingal, der udsættes for stort tryk.
Martingalens virkning
Martingalens vigtigste opgave er at forhindre hesten i at løfte hovedet så højt, at det kommer uden for det punkt, hvor rytteren kan kontrollere det. Den forebygger også situationer, hvor hesten – ved at kaste hovedet op eller trække det tilbage i springet – kunne ramme os i ansigtet med nakken.
I det øjeblik hesten forsøger at kaste hovedet op, lægger martingalens ringe tryk på tøjlerne og dermed på hestens mund og opfordrer den til at sænke hovedet.
Martingalens virkning er forholdsvis blid sammenlignet med andre hjælpetøjler som fx chambon, udbinder eller løbetøjle.
Selv om martingalen på grund af ringenes vægt altid vil lægge i det mindste et let tryk, kan vi styre dens virkning ved at give efter eller tage op på tøjlen.
Derfor kan martingalen, i modsætning til andre hjælpetøjler, bruges (og anbefales ofte ligefrem) ved springning over forhindringer. Ved at give hesten tøjle sikrer vi den en næsten uhindret bevægelsesfrihed i halsen. Den eneste disciplin, hvor martingal ikke er tilladt til stævner, er dressur. Martingalens opgave er altså ikke at låse hestens hoved og hæmme bevægelserne, men blot at korrigere hestens holdning og give rytteren større sikkerhed.
Brug af martingal forebygger også, at hestens mundvige såres, når rytteren holder hænderne for højt. Derfor er det også en god idé, at begyndere bruger martingal.
Typer af martingaler
Ud over den klassiske martingal, som vi har skrevet om indtil nu, findes der også forskellige varianter:
martingal med forbryst – den ideelle løsning for ryttere, der på den ene side har brug for martingalens funktion og på den anden vil forhindre, at sadlen glider for meget. Når de to ting kombineres i én, som i disse modeller er de meget lettere at tage på og bruge. I den slags modeller spændes brystremmen som regel til gjorden med en karabinhage. Martingalen kan oftest hægtes af, så man om nødvendigt også kan bruge forbrystet alene.
trekantmartingal (bib) – denne type har i stedet for to remme i den øverste del en sammenhængende trekant, der også slutter i ringe, som tøjlerne løber igennem. På grund af trekantens vægt er denne martingaltypes virkning kraftigere. Den gør også, at tøjlerne er tættere på hinanden, hvilket gør det lettere at styre og dreje en hest, der „går kraftigt“. Den slags martingal møder vi oftest hos væddeløbsheste eller i military. Ved et rytterfald forhindrer en bib bedre end en klassisk martingal, at tøjlen falder ned fra hestens hals, hvilket beskytter mod, at den springer – eller endnu værre – mod skader på hesten, hvis tøjlen skulle vikle sig om dens ben.
elastisk martingalgaffel – den møder vi som regel kun som martingalens øverste del, der hægtes på et forbryst. Fremstillet af gummi eller et andet elastisk materiale giver den hesten mere frihed end en stiv martingal. En god løsning til heste, der reagerer dårligt på martingalens kraftigere virkning, eller som har tendens til at gøre ryglinjen stiv.
irsk martingal (tøjleholder) – det er ganske enkelt en kort, enkelt rem med ringe i begge ender, som forbinder tøjlerne foran hestens hals. Remmens vigtigste opgave er at forhindre, at tøjlen falder ned fra hestens hals efter et rytterfald. Tøjleholderens rolle er snarere at give ekstra sikkerhed; den har ingen korrigerende virkning.
Hvordan tilpasser man en martingal?
For at martingalen kan virke rigtigt, skal den være godt tilpasset. En for kort martingal vil hæmme hestens bevægelser for meget, især halsens og ryggens arbejde (særligt under spring kan den få hesten til at springe med såkaldt „omvendt ryg“). En for lang martingal vil ikke bare undlade at gøre sit arbejde, men kan også være farlig – hesten kan få en hov ind i den og vælte.
Justeringen af martingalen kan vi begynde med halsremmen. Den skal være så løs, at vi kan få en hånd på højkant ind mellem remmen og hestens hals.
Næste skridt er at justere martingalens længde. Når den løftes maksimalt op, skal ringene befinde sig omtrent i højde med hestens manke.
Husk, når du fører martingalens løkke gennem gjorden, at placere den lige på midten mellem hestens ben. På den måde virker martingalen jævnt og trækker hestens hoved nedad og ikke til siden. Du undgår også situationer, hvor hesten kunne gnide et af forbenene mod martingalen.
